Gennem årtier har hun stået som en af Danmarks mest markante og urokkelige skikkelser på den politiske scene. Men nu letter Pia Kjærsgaard sløret for de enorme og dybt personlige omkostninger, der har fulgt i kølvandet på et liv i absolut forreste række. Efter svimlende 42 år som medlem af Folketinget, hvor hun blandt andet har beklædt den prestigefyldte post som Folketingets formand og i 27 år har trukket de helt store overskrifter i frontlinjen, står hun overfor et helt nyt kapitel. Tiden er endelig blevet hendes egen igen, og hun erklærer sig fuldstændig parat til den næste store fase i tilværelsen. Men friheden kommer med et dybt og eftertænksomt blik på fortiden, hvor hun må sande, at succesen ikke er kommet gratis.
Hun indrømmer åbent og uden omsvøb, at den konstante offentlige opmærksomhed har krævet sit. Prisen har været høj, en rigtig høj pris, fortæller hun med mærkbar alvor. Det har især ramt det mest dyrebare, hun ejer, nemlig hendes egen familie. Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på, at hun har været der alt for lidt for sine nærmeste i de mange år, hvor politikken opslugte alle døgnets timer. Men skylden overfor familien er kun en del af det mørke, der har skygget over det offentlige liv. Igennem en lang årrække er der nemlig overgået hende nogle særdeles grimme ting, som har sat dybe spor. Det konstante pres og de trusler, der har fulgt med hendes politiske virke, kulminerede i, at hun i lange perioder har måttet leve sit liv omgivet af livvagter. Dette konstante sikkerhedsopbud beskriver hun i dag som et enormt og voldsomt indgreb i sit absolutte privatliv.
Heldigvis har de seneste år bragt en mærkbar forandring med sig. Nu kan hun endelig trække vejret friere og være ægte til stede i nuet, hvilket hun beskriver som en helt fantastisk følelse. Den garvede politiker er overhovedet ikke i tvivl om, at hun nok skal få den nyvundne tid til at gå, og hun suger hvert eneste øjeblik til sig. Livet har dog også bragt hende til en realitet, hvor alderen minder hende om tilværelsens forgængelighed. Hendes mand, Henrik, er netop fyldt 80 år, og til februar kan hun selv fejre sin 80-års fødselsdag. Med to livsværker bag sig er de fuldstændig bevidste om, at de nu er ældre mennesker, og at de ikke længere har hele livet foran sig. Det kan være slut i morgen, lyder den rystende men realistiske konstatering. Derfor handler alt nu om at gribe glæden og være taknemmelig for den tid, de har sammen, og alt det, de har oplevet. Midt i de svære erkendelser formår hun dog at bevare sin dybe stolthed over at have skrevet sig solidt ind i de danske historiebøger, noget hun på ingen måde vil skjule. Præcis hvad eftertiden vil skrive om hende, ønsker hun dog ikke at spå om nu, hvor hun i stedet vælger at fokusere på den dyrebare nutid og de private stunder, der endelig tilhører hende selv.
