Solen glimter i det blikstille Smålandshav, mens fuglenes kvidren fylder den lune luft på terrassen ved den gulkalkede Femø Kro. Siden 1659 har denne historiske plet været et naturligt samlingssted for lokalbefolkningen og et yndet udflugtsmål for nysgerrige gæster. Men bag de idylliske og fredfyldte rammer gemmer der sig en dramatisk og dybt gribende livsfortælling om skæbnesvangre tilfældigheder, ubrydelig kærlighed og en ubærlig sorg.
Det hele begyndte dengang for mange år siden som ren og skær skæbne, da en ung Pia Christensen pludselig stod overfor sin kommende store kærlighed. Asger og et par andre sultne mænd trådte ind ad døren på kroen efter at være sejlet helt forkert. De skulle egentlig have været til naboøen Fejø, men havet og tilfældighederne ville det anderledes. Pia smurte smørrebrød til de uventede gæster, og det velsmagende måltid blev modtaget med åbne arme. Hvad ingen af dem vidste i det øjeblik var, at denne navigationsfejl ville lægge fundamentet for hele deres fremtidige liv sammen.
Dengang var den historiske Femø Kro løbet ind i store økonomiske vanskeligheder og var endt på tvangsauktion efter adskillige ejerskifter. Pia havde gentagne gange gået og drømt højt om, at det var hende, der en dag overtog stedet. Og drømmen blev til virkelighed. Sammen med Asger købte hun kroen, og med en uvurderlig portion gåpåmod kastede parret sig direkte ud i et omfattende renoveringsarbejde. De udvidede den gamle bygning til også at rumme hotelovernatning, og Pia husker endnu den kildrende spænding, da de første 14 værelser stod klar. Hver gang telefonen ringede, håbede hun inderligt, at det var en rigtig gæst og ikke blot hendes egen mor.
Arbejdet var benhårdt og krævede alt af den lille familie. Da Pia fødte deres yngste søn i 1996, var der absolut intet, der hed barsel eller at sætte farten ned. Den lille nyfødte dreng blev placeret trygt og godt i en bradepande mellem amningerne i køkkenet, for den passede perfekt i størrelsen, og så kunne arbejdet ved komfuret fortsætte ufortrødent. Det var et travlt, men utroligt lykkeligt øliv.
Men den solrige idyl på den lille ø fik en brat og smertefuld ende. I 2021 ramte katastrofen, da Asger pludselig blev alvorligt syg. Året efter kom den grusomme besked fra lægerne: Det var kræft. Pia og Asger kæmpede en desperat kamp mod uret og søgte intensivt efter behandlingsmuligheder i både ind- og udland, men alt var forgæves. Pia passede og plejede sin elskede mand i hjemmet med alt, hvad hun havde i sig, mens deres ældste søn Morten tog det overordnede ansvar for kroens daglige drift.
Tårerne presses stadig frem, når Pia tænker tilbage på de sidste svære dage. Kampen for at få mad i Asger blev til sidst usigelig hård. Da han blev indlagt på Hvidovre Hospital, flyttede Pia med. Efter fire dages hospitalsindlæggelse bad Asger brændende om at komme hjem til øen igen. De blev enige om at tage hjem næste dag, men Asger nåede det aldrig og sov ind dagen før. En dyb fortrydelse nagede Pia i tiden efter, fordi hun ikke bare havde beholdt ham hjemme fra starten.
Kroen var Asgers største kærlighedsgave til Pia og deres fælles livsværk. Som en følelsesladet hyldest til sin afdøde mand valgte hun i første omgang at drive stedet videre helt alene. Hendes arbejdsdage strrakte sig uafbrudt fra tidlig morgen klokken 7.30 til sent om aftenen klokken 22.30, hvor hun stod for alt fra færgeafhentning, madlavning og servering til rengøring og sengeredning.
Nu har Pia dog truffet den endelige og yderst svære beslutning om at sige farvel og overdrage livsværket til nye kræfter. Selvom det er utroligt hårdt at forlade stedet, bliver hun på kroen for at hjælpe de nye ejere godt til rette. Hver dag kigger hun over mod den hvide kirke på bakken, hvor Asger ligger begravet. Han vil altid være en del af stedet, men nu skal Pia videre og lade kroen blomstre i nye hænder.
