Københavns gader og de увеttrættelige arbejdstimer i en lokal slagterbutik i hovedstaden lignede udgangspunktet for et ganske almindeligt arbejdsliv. Men bag købmandsdisken gemte sig en ambition af ren stål, som snart skulle ryste hele den internationale cykelverden. Ole Ritter valgte at lægge sin tilværelse fuldstændig om, forlade kødet og knivene, og i stedet trække i trøjen for at udleve den brutale drøm på de mest ubarmhjertige landeveje i verden. Hans rå talent og nådesløse viljestyrke trådte for alvor i karakter på den helt store scene i 1962, da han under det prestigefyldte VM i Italien leverede en præstation af de sjældne og kørte sig direkte ind i historiebøgerne med to sensationelle sølvmedaljer – en i det benhårde individuelle landevejsløb og en i 100 kilometer holdløb.
Da han i 1967 tog det endelige spring ud i den nådesløse tilværelse som professionel for det italienske mandskab Germanvox-Wega, opstod en ægte stjerne på landevejene. Italienerne tabte hurtigt deres hjerter til den tavse dansker, men det var på den dramatiske enkeltstart i Giro d’Italia samme år, at han ætsede sit navn fast i cykelsportens elitesind. Mod alle tænkelige odds bragede han igennem og besejrede giganter som Rudi Altig, Eddy Merckx og Jacques Anquetil. Men højdepunktet i hans episke karriere kom i de tynde luftlag i Mexico City i 1968. I et legendarisk ridt pressede han sin krop til det yderste og tilbagelagde ustyrlige 48,653 kilometer på blot én enkelt time. En verdensrekord, der stod i fire uendeligt lange år, indtil selveste Eddy Merckx overgik den.
Bag de uovertrufne triumfer stod en mand af få ord. Ole Ritter var kendt for sin lukkede og reserverede personlighed og holdt sig konsekvent på lang afstand af det overfladiske mediecirkus. Denne gådefulde aura fascinerede den kendte danske filminstruktør Jørgen Leth i en sådan grad, at han udødeliggjorde cykelheltens mentale kamp i dokumentarfilmen “Den umulige time” fra 1974. Filmen blottede den nådesløse træning og den ekstreme psykiske smerte, det krævede at jagte timerekorden på bane og landevej.
Da den aktive og Opslidende karriere omsider nåede sin afslutning, slap han aldrig grebet om sporten. Han opbyggede i stedet en succesfuld forretning med import af cykelbeklædning og udstyr, og i 1992 modtog han den ultimative anerkendelse for sine præstationer, da han blev optaget i Sportens Hall of Fame. Historien om den tavse slagterdreng, der erobrede verdenseliten, forbliver et af dansk idrætshistories absolut mest intense kapitler.
