Mandag formede sig helt anderledes end normalt for den kendte politiske kommentator Henrik Qvortrup, da han lagde vejen forbi Rigshospitalet. Det hele startede som en helt almindelig hospitalsrutine, hvor han skulle have undersøgt sit knæ, som tidligere på året skabte alvorlige problemer og krævede en akut operation efter et angreb af en kødædende bakterie. Han befandt sig på femte sal og skulle blot med elevatoren ned mod stueetagen efter endt kontrol. Men da kabinen nåede fjerde sal, ændrede stemningen sig brat, og dørene gled op for en helt uventet gæst. Ind trådte nemlig kong Frederik ledsaget af sine personlige livvagter, midt i den kongelige færden på gangene.
Synet af Danmarks monark midt på et hospital kom fuldstændig bag på den ellers så garvede kommentator. Iført et par traditionelle hospitalsbukser stod Henrik Qvortrup ansigt til ansigt med kongen og udbrød spontant: »Hov, det er da Kongen!« Det stod dog hurtigt klart, at overraskelsen var gensidig, og at monarken udmærket var klar over, hvem manden i de uformelle hospitalstommer var. Med et glimt i øjet kiggede kongen direkte på ham og kvitterede prompte med bemærkningen om, at det da var ham den berømte, der stod derinde i krogen.
Stemningen i den lukkede elevator blev hurtigt både afslappet og overraskende varm. Kong Frederik udviste stor omsorg og spurgte oprigtigt ind til Henrik Qvortrups helbred og det strabadserende forløb med det skadede knæ. Samtalen gled naturligt videre til et andet aktuelt og mere alvorligt emne, nemlig monarkens mor, dronning Margrethe, som netop var blevet indlagt på samme hospital til behandling for en blodansamling i hofteregionen. Uden tøven spurgte den ellers erklærede republikanere til, hvordan det gik med dronningen, hvortil kongen svarede, at det gik godt, og at hovedet i det mindste ikke fejlede noget. Da turen lakkede mod ender og stueetagen blev nået, rundede de af med en bemærkning om at hilse moderen, før deres veje skiltedes. Selvom mødet var både hjerteligt og mindeværdigt, understreger Henrik Qvortrup, at den politiske overbevisning ikke er ændret, selvom tonen var dus, og livvagterne holdt sig i ro.
