Selvom tilværelsen startede trygt og velkendt på Frederiksberg i København, fandtes der et helt særligt sted, hvor hjerterytmen for alvor slog et ekstra slag. Ikke langt fra familiens elskede sommerhus ved Lammefjorden lå et idyllisk stutteri, hvor Marianne Florman og hendes søster havde opstaldet deres første, dyrebare pony, Peter Pan. Den brune skønhed med den karakteristiske hvide blis var blevet købt for de hårdt optjente konfirmationspenge, og han blev hurtigt meget mere end blot et dyr.
Han var hendes allerførste store kærlighed, den trofaste følgesvend på vilde galopture langs dæmningen ved fjorden, og den første til at vise, hvordan en hests fuldstændig ubetingede hengivenhed føles helt ind i sjælen. Men som 15-årig ramlede hele denne beskyttede verden sammen i en nådesløs og altomvæltende livskrise. På det tidspunkt var hun en talentfuld og dybt ambitiøs springrytter, og tilværelsen på stutteriet udgjorde hele hendes univers. Bruddet kom pludseligt og ubarmhjertigt, da stutteriejeren uventet gik bort, og samtlige heste blev solgt fra den ene dag til den anden.
Nærmest synkront hermed blev hendes elskede Peter Pan alvorligt syg og måtte lade sig aflive, hvorefter forældrenes sommerhus desuden blev solgt. Alt det, der betød noget, forsvandt på et øjeblik. Marianne Florman har siden måttet erkende, hvor enormt et traume det faktisk var, og i mange år mærkede hun tabet som en fysisk sorg i kroppen, hver gang hun som professionel håndboldspiller kørte over Sjællands Odde mod Jylland for at kæmpe på banen. I dag ser hun dog anderledes på det og erkender, at det trods alt var det eneste rigtige, selvom det dengang føltes som verdens undergang.
