I danskernes erindring vil han for altid stå som den lune og dybsindige tv-vært, der gennem mere end fire årtier bragte naturen og menneskene helt tæt på stuerne. Men bag de velkendte ruder og den rolige facade har den 81-årige tidligere DR-profil gjort sig dybe tanker om den uundgåelige afslutning på tilværelsen. I et ærligt og personligt indblik i DR-programmet »Gudstjenesten: Søren Ryge – Høst og håb« sætter han nu ord på, hvordan han ønsker at tage afsked, når den dag en gang kommer.
De seneste år har budt på en række svære stunder, hvor alderen og virkeligheden har banket på. Alene inden for de fem seneste år har den folkekære tv-mand deltaget i omkring ti begravelser og bisættelser. Det er stunder, der har sat tankerne i gang om livet og den endelige stilhed. Men selvom virkeligheden kan føles tung, er der ikke skyggen af frygt at spore hos den erfarne havemand, når han taler om døden. For ham er tanken faktisk ganske fredfyldt; han betragter det blot som at falde i en dyb, drømmeløs søvn, hvor man blot undlader at vågne igen. Til gengæld lægger han ikke skjul på sin modvilje mod tanken om at blive brændt. Han nærer et klart ønske om at blive lagt traditionelt i en kiste, så det føles, som om han blot ligger og hviler sig.
Hvor den sidste hvile skal finde sted, er der heller intet overladt til tilfældighederne. For en tid siden besøgte han sine forældres gravsted, og her opdagede han, at pladsforholdene ved siden af bød på en helt oplagt mulighed. Der er et ledigt stykke, som passer perfekt. Men det er ikke blot det fysiske naboskab med forældrene, der binder det hele sammen. Selve gravstenen skal bære et motiv, der har en helt særlig plads i hans hjerte. Hvor der ved forældrene står en stor granitsten prydet med elleve viber, skal hans egen sten have en anden konge af luftrummet. Det skal være en musvåge.
Forklaringen er ligeså poetisk, som den er ærlig. Han har altid næret en dyb fascination af fuglelivet, men musvågen indtager en helt særlig plads, fordi den mestrer en ganske bestemt kunst – nemlig at lave absolut ingenting. Den svæver bare i det smukkeste danske sommervejr, ganske enkelt fordi den kan. For ham er den store rovfugl ophøjet til et levende symbol på selve evigheden.
Når det kommer til de dybere filosofiske og religiøse spørgsmål, holder han sig på jorden. Kirken og troen vækker minder om barndommen, men den traditionelle opfattelse af Gud fylder ikke det store i hans hverdag. Han bekender sig snarere til Darwin, mens han ærligt erkender, at selve universets ophav fortsat står som et åbent og ubesvaret kapitel. Her står han som den samme nysgerrige observatør, som danskerne lærte at kende gennem skærmen – manden, der betragtede verden med åbne øjne, og som nu har styr på de sidste linjer i sin egen fortælling.
