Tilværelsen som feteret stjerne kan nogle gange have en skjult og langt mørkere bagside, end offentligheden aner, og for skuespilleren Amalie Lindegård kom virkeligheden som et chok, da facaden brast. Hun fik sit store folkelige gennembrud i hitfilmen “Supervoksen”, hvor hun blot var 15 år gammel og pludselig skulle navigere på en benhård, voksen arbejdsplads. Dengang havde hun aldrig drømt om en fremtid for rullende kameraer, men faldt tilfældigt over chancen, da en veninde fortalte, at der blev søgt unge piger til produktionen. Med en blanding af fuldstændig uforberedt tilgang og en ukuelig, ungdommelig selvtillid mødte hun op til casting og sikrede sig rollen, som sidenhen kom til at definere hendes første skridt i branchen.
Selvom filmen blev et enormt hit og bød på en af de bedste oplevelser i hendes karriere, var prisen høj for en teenager. Uden nogen form for livserfaring eller dybere kendskab til svære temaer som grænser, identitet og intimitet stod hun pludselig midt i en hvirvelvind af voldsom succes og massiv opmærksomhed. Hun hvilede overhovedet ikke i sig selv, men kørte ufortrødent videre på bølgen af sin egen uimodståelige selvtillid, uden at ane hvad der ventede for anrettedeude.
Flere år senere, som 19-årig, tog hendes karriere endnu en markant drejning, da hun kom ind på Skuespilskolen i allerførste forsøg. Da optagelsesudvalget spurgte ind til hendes motivation med spørgsmålet om, hvorfor netop hun skulle optages, faldt svaret prompte: “Hvorfor skulle I ikke?”. Den kompromisløse energi åbnede døre, men den bar også kimen til et kommende stormvejr. På skolen gik det nemlig op for hende, at fundamentet under hendes selvtillid var skrøbeligt, og at hun dybest set ikke anede, hvem hun selv var bag det udadvendte ydre. Hverdagene med benhård og nådesløs eneundervisning på tredje år blev for meget, og det hele endte i et totalt mentalt sammenbrud, der tvang hende ud i en sygemelding.
Redningen ud af mørket blev litteraturen, hvor hun begyndte at storlæse i et helt igennem privat rum, der udelukkende tilhørte hende selv. Det blev startskuddet til en fundamental personlig udvikling, hvor hun lærte at omfavne sider af sig selv som blufærdighed og et stort behov for ro, fjernt fra billedet af den evigt festklare pige. I dag hviler hun et helt andet sted i tilværelsen med manden Albert og parrets to døtre, men opgøret med den tidlige perfektionskultur sidder stadig i hende som en livsvarig lektie.
