Det er en udmelding, der rammer som et lyn fra en klar himmel og vækker opsigt over hele landet. Den kendte trendforsker, etnolog og forfatter Julia Lahme, som er 49 år og bosat i København med sin mand Johan Forsby og deres to sønner Elias og Sofus, slår nu fast, at en af vor tids største kulturelle bevægelser er fortid. Bevægelsen er død, lyder den kontante melding fra eksperten. Men selvom selve bølgen har lagt sig, efterlader den et dybt sår og en række uafsluttede kampe i det danske samfund, som vi ikke kan feje ind under gulvtæppet, og konsekvenserne mærkes på både hjerte og sjæl hos danskerne.
Ifølge Julia Lahme har bevægelsen desværre ændret forbløffende lidt på samfundets overordnede og fastgroede strukturer. Alligevel har der rykket sig noget helt afgørende på det helt personlige og individuelle plan. Kvinder og unge piger ved i dag langt bedre, at uønsket fysisk kontakt, sexisme og grænseoverskridende adfærd ikke er acceptabelt. De unge generationer vokser op med en helt anden bevidsthed, fordi nogen turde tage kampen op, da det brændte på som mest. En ung pige i dag skal ikke finde sig i, at en mandlig lærer lægger hånden for langt frem på hendes skulder, når de tager en snak. Hun ved, at hun kan sige fra, og det er måske det allerstørste, som opgøret overhovedet har ført med sig i hverdagen.
Alligevel advarer trendforskeren mod at tro, at vi er kommet i mål med den store ligestilling. Tværtimod ser vi en stærk modreaktion rulle ind over os med fuld styrke. Udviklingen går den gale vej på flere fronter, hvor kropspositiviteten er kuldsejlet, og hvor vi nu ser kvinder og piger blive hyperseksualiserede i en grad, der overgår tiden før opgøret. De traditionelle kønsroller trækkes skarpt op under betegnelser som tradwives, og kvindekroppen reduceres igen til et objekt. Samtidig minder debatten hen over sommeren om børns tøjlængde – hvorfor fireårige piger skal gå i kortere shorts end jævnaldrende drenge – os om, at gamle normer sidder dybt i kulturen, og at vi ikke længere er bange for den dårlige stemning.
Kampen for reel ligestilling er da også langt fra slut, og næste etape handler om de helt nære, men oversete kampe i vores samfund. Julia Lahme peger på, at vi ikke engang har sikret ordentlige forhold på toiletforholdene, hvor kvinder konsekvent møder lange køer, fordi man måler ligestilling på lige antal rum frem for faktiske behov. Endnu værre er den massive ulighed inden for sundhedsområdet, hvor milliarder rulles ud til medicinske test på mandekroppe, mens kvindesygdomme som endometriose og ubehagelige menstruationssmerter fortsat henligger som uløste mysterier. Indignationen skal tages med videre, for om firs år vil historien huske denne tid som et dramatisk knudepunkt i den vestlige verden.
